RK Plast A/S
RK PLAST blev etableret i 1984 som en personligt ejet virksomhed. RK PLAST er en moderne sprøjtestøbevirksomhed, der producerer tekniske plastemner af høj kvalitet i underleverance til større danske og europæiske industrikunder. RK PLAST er en komplet systemleverandør, som varetager alle faser fra design og udvikling af nye værktøjer til den logistikmæssige håndtering af de færdige produkter. Virksomheden producerer og markedsfører herudover sit eget patenterede OEM produkt "RK BioElements" til biologisk vandrensning.
Samarbejdet med INDUSTRI INVEST SYD blev indledt i 2008. Efter nogle år med vanskelige markedsforhold, var opgaven at styrke kapitalgrundlaget og bane vejen for fremtidig indtjening. For at styrke virksomhedens udvikling valgte INDUSTRI INVEST SYD at investere sammen med et bestyrelsesmedlem med en mangeårig erfaring inden for plastindustrien.
Siden INDUSTRI INVEST SYD overtog aktiemajoriteten, har der været fokus på konsolidering, udvikling og vækst. Indtjeningen har udviklet sig positivt bl.a. som følge af en segmentering af kunderne samt en udvidelse af kundegrundlaget. Herudover er der gennemført en udbygning af produktionen af ”RK BioElements” et område med stort vækstpotentiale. Ledelsen er blevet styrket, og der er gennemført et ønsket glidende generationsskifte. Senest er virksomhedens aktiviteter blevet udvidet gennem opkøb af en konkurrerende virksomhed, hvormed positionen som førende inden for teknisk sprøjtestøbning er blevet konsolideret yderligere. Virksomheden er i positiv udvikling og opfylder målene for indtjening.
Læs mere på RK Plasts hjemmeside.




